|
Frihedsmuseets indsamling
Tidligere modstandsfolk blev systematisk interviewet af Frihedsmuseet i årene 1977 til 1981. De mange interviews er med til at fastholde væsentlig viden om modstandskampen; imidlertid viser det sig at det talte sprog virker ubehjælpsomt og upræcist ved gengivelse i direkte afskrift. Derfor er det nødvendigt (jvf. Frihedsmuseets leder Esben Kjeldbæk i hans bog om BOPA på side 15) med en tekstredigering - tilsvarende den der sker ved oversættelse fra et sprog til et andet.
Erfaringen viser i øvrigt at det ikke var et problem for de interviewede at huske. Men derimod skete det at den interviewede efterrationaliserer ved at omfortolke begivenheder under krigen, for eksempel ved at relatere til sin egen nutid. Denne situation karakteriseres på den måde at det huskede gøres til 'erindring'.
Et ikke helt heldigt ordvalg da 'erindring' jo normalt anvendes om de beskrivelser enkeltpersoner udgiver, - og det behøver jo ikke at være efterrationaliseringer.
Efterrationalisering
Imidlertid er det jo en mulighed som altid foreligger. Alt kildemateriale kan indeholde efterrationaliseringer, og derfor er det altid nødvendigt for historikeren at vurdere en given kilde i forhold til ophavssituationen. Vurderingen kræver ligeledes en argumentation.
Anvendelsen
Historieforskningens faktiske anvendelse af sabotørinterviewene svarer da også til den måde det øvrige kildemateriale anvendes på. Anvendelsen har hverken givet anledning til en overvejelse om hvorvidt historievidenskabens kildebegreb skal udbygges, eller konkret givet forskningsresultater som ellers ikke kunne etableres.
Konklusion
Oral History er en væsentlig indsamlingsmåde, men ikke en ny kildetype.
|
