|
De rigtige værdier
En kanon sikrer at borgere i en bestemt kultur og nation som fx den danske bliver præsenteret for de rigtige værdier med den rette kulturelle og historiske bevidsthed.
Spørgsmålet er jo så lige hvem der egentlig bestemmer at det lige netop er disse værdier som er de rigtige!
Ordet kanon
Kanon har mange betydninger. Når ordet udtales med tryk på første stavelse, betyder 'kanon' i denne sammenhæng en regel eller et forbillede. Udtrykket kendes fx i forbindelse med Biblen der også kan betegnes som de kanoniske skrifter.
Mange forskellige kanon
Fogh-regeringen udarbejdede en lang række forskellige kanon. Mest opmærksomhed har der været omkring Kulturministeriets kulturkanon fordi den daværende Kulturminister Brian Mikkelsen kædede udarbejdelsen sammen med en kulturkamp mod en multikulturel ideologi og hermed mod den muslimiske kultur som blev karakteriseret som middelalderlig.
Reaktionen var med rette skarp, og kulturministeren trak i land og fremhævede senere at ministeriets kanon skulle ses som et led i et dannelsesprojekt for hele Danmark.
Behov for kanon?
Hvis forudsætningen for en historiekanon er et dannelsesprojekt, så bliver undervisningen i danmarkshistorien partipolitisk fordi dannelsesprojektet jo netop er bestemt af en værdikamp formuleret af politiske partier.
Derfor er det positivt at historiekanon efter regeringsskiftet i 2010 ændres fra at være et krav til at være en mulighed i skolens historieundervisning.
I andre sammenhænge kan en kanon bruges til at give et indtryk af hvad der anses for vigtigst inden for et fag eller et område. De mange kanon kan altså i det mindste anvendes som kilder til forståelse af Danmark i det første årti af 2000-tallet.
Historiekanon henvender sig til folkeskolen. Den skulle give eleverne en fornemmelse af en kronologisk sammenhæng og dermed måske også en udviklingssammenhæng.
Imidlertid er udviklingssammenhængen kun til stede retrospektivt. Ingen kunne vide at angrebet på World Trade Center i New York ville finde sted, før det rent faktisk skete. Forudsætningen for en udviklingssammenhæng er at man på forhånd kan argumentere for næste fase i udviklingen. Det kan man ikke i menneskets historie som slutter med dagens nyheder. Argumenter for hvordan historien udvikler sig, baserer sig på religiøse eller ideologiske forudsigelser.
Det ville være mere fornuftigt at undervise i informationsindsamling, analyse og fortolkning. Og dermed sikre at eleverne blev uddannet i stedet for at være dannet!
|